Fortællingen om Marjatta
Marjatta er navnet på den sidste fortælling i det finske folkeepos Kalevala.
Marjatta er en af skikkelserne i det finske nationalepos Kalevala, som menes at være omkring 2000 år gammelt, overleveret fra slægt til slægt af sangere, som tog rundt på gårdene og på grænsen mellem Finlang og Rusland. Sangerne kunne messe i timevis uden at gentage sig selv. Bønderne betragtede dem som troldmænd, de havde deres egne kopper og fade på gårdene, ingen andre turde røre dem.
Marjatta er navnet på den sidste fortælling i Kalevala. Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der dog ikke et æsel og en okse, men en hest.
Marjatta mister sit barn og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen (den kosmiske verden). Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, hvor det sidder i til skuldrene. Det lykkes Marjatta at få trukket barnet op af mudderet, hun opdrager ham og til sidst bliver han konge over Karelen.
For Marjattas grundlægger Albert Eman, som levede fra 1921 til 2010, var Marjatta figuren et billede på det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede mennesker. Marjatta mister sit barn, men gør alt for atter at finde det igen. Fortællingen handler om, at der trods vanskeligheder gemmer sig en unik personlighed i ethvert menneske.
Det er netop denne tilgang til udviklingshæmmede mennesker, der ligger til grund for Marjattas pædagogik. Udgangspunktet er, at den indre sunde kerne i personligheden er sund, selv om evnen til udfoldelse er begrænset eller låst af handicappet. Se mere herom under pædagogikken.
