Snesere værkstedet

(Snesere)

På Snesere værkstedet har vi følgende værksteder:

– Træværkstedet

– Sølv- og keramikværkstedet

– Krea- og glasværkstedet

Hver borger er tilknyttet et eller flere af vores værksteder og bliver lært op i forskellige arbejdsopgaver, som er tilpasset den enkelte. Ud over aktiviteterne på værkstederne har alle i løbet af ugen praktiske opgaver for at få hverdagen til at fungere i fællesskabet.

Træværkstedet:
Her bliver der fremstillet fast sortiment af brugsting såsom træskåle, skeer og spartler, skohorn og et lille udvalg af legetøjs trædyr og knagerækker. I arbejdsprocessen har hver enkelt mulighed for at sætte sit personlige præg. For dem, der har brug for mere fysisk arbejde, tilbydes der udendørsarbejde, som består i at save, kløve og stable brænde. Haven passes med græsslåning og hækkeklipning.

Sølv- og keramikværkstedet:
Her forarbejdes råvarerne frem til det færdige produkt. Marjattas 70 års jubilæumssmykke er blevet fremstillet på værkstedet. Der bliver produceret forskellige kæder og øreringe af sten og der bliver savet årstidspynt i kobber og messingplader.

På keramikværkstedet arbejdes der med forskellige teknikker. Her er der mulighed for at modellere efter fri fantasi eller efter en given opgave. Der støbes service i gipsforme som glaseres og brændes i keramikovnen.

Krea- og glasværkstedet:

På 1.salen har vi et stort kreaværksted, hvor vi syr, strikker, filter og væver. Det er kun fantasien, der sætter grænser for hvad vi finder på at producere. Tegning og maling er også en aktivitet på værkstedet. Vi har også et glasværksted hvor vi producerer mange forskellige emner afhængig af årstider og højtider.

Kvaliteter og pædagogiske muligheder i håndværket:
Mennesket stiller sig ikke umiddelbart tilfreds med det, som naturen giver. Vi har evnen, driften, viljen og glæden til at omdanne og sammensætte materialet på nye måder og sætte et personligt præg på produkterne. Frembringelse af håndværk og kunstnerisk aktivitet beror på at øve sig og gentage en bevidst handling mange gange. Dertil kræves der først og fremmest vilje. For at fremstille et stykke håndværk, må man som det første skridt danne sig et billede af det færdige resultat og hele tiden bedømme handlingerne i hver enkel arbejdsproces og i det færdige resultat. I håndværksprocessen frigøres meget energi og mange ting aktiveres: Tanke, følelse, vilje og ressourcer.

Ud fra den enkeltes personlighed og temperament kan der individuelt tilrettelægges håndværksprocesser, som understøtter udviklingen. Som udgangspunkt tager vi højde for brugerens evner, så den enkelte får størst mulig succesoplevelse. Samtidig arbejder vi med at stille nye opgaver og give nye udfordringer.