Bredeshave A-hus

(Tappernøje)

På Bredeshave har vi følgende værksteder:

– Caféen

– Haveholdet

– Butik Pilti og Gøngehuset

Caféen:

Caféen danner rammen om et levende arbejdsmiljø, hvor der dagligt kommer medarbejdere, som er på kursus eller deltager i møder. Derudover servicerer caféen de studerende på Marjattas Seminarium med frokost, kaffe og kage.

I caféen arbejdes der med forberedelse og servering af mad samt bagning af brød og kager. Der lægges vægt på gode arbejdsprocesser og samarbejde, og der er plads til, at alle kan bidrage på deres måde. Hver dag produceres der desuden varer til salg i Pilti, blandt andet brød, kager, syltevarer og marmelader.

Haveholdet:

Haveholdet varetager pasningen af fællesarealerne på området og bidrager til, at omgivelserne fremstår pæne og indbydende for alle besøgende.

Arbejdet omfatter blandt andet affaldsopsamling, vedligeholdelse af veje, herunder påfyldning af grus i huller, græsslåning samt snerydning om vinteren. Der køres også brænde op til shelterpladsen, og der dyrkes smukke blomster rundt omkring på området. Opgaverne varierer med årstiderne og giver mulighed for både fysisk arbejde og fælles ansvar.

Butik Pilti og Gøngehuset:

Her arbejdes der med salg af de varer, som produceres på Marjatta. Pilti fungerer som et vigtigt bindeled mellem de andre værksteder og kunder. Det giver borgerne mulighed for at deltage i arbejdet med præsentation, orden og salg.

Arbejdet i Pilti bidrager til forståelse for sammenhængen mellem håndværk, kvalitet og det færdige produkt og giver en meningsfuld hverdag med ansvar og gentagelige arbejdsopgaver.

Gøngehuset er det lille røde stråtækte hus ud mod strandvejen, der hører med til Pilti. Her arbejdes der i perioder med forskellige kreative projekter, oftest i naturmaterialer, blomster og urter. Det er et hus man kan trække sig tilbage i og fordybe sig i det kunstneriske.