Fordybelsesøvelser for at styrke pædagogisk refleksion

 

I pædagogisk praksis, og især i det specialpædagogiske område, er det en vigtig færdighed, at man arbejder på at udvikle sig selv og dermed bedre forstår, hvilket vedvarende arbejde også mennesker med udviklingshandicap står overfor. Man øver at flytte sit eget fokus væk fra sine umiddelbare tanker og behov og se verden og menneskelige relationer fra nye perspektiver. Man øver at forlade sit eget ståsted og være i det andet menneskes sted i et lille stykke tid. Det giver kræfter til at forstå det menneske, man arbejder på at støtte. Og dermed til at modstå udbrændthed og forråelse. Men det giver også mulighed for at se nye perspektiver og pædagogiske handlemuligheder for eksempel i forhold til mennesker med så alvorlige udviklingshandicap, at de ikke selv har sprog eller kommunikationsevner til at forklare sig.

En fordybelsespraksis koblet op til en konkret pædagogisk observation, giver således veje til at lære sig selv bedre at kende og til at forstå og udvikle sin egen etik m.m. Men især til at tage springet fra at ”se” den anden, til også at få oplevelser af hvordan det mon er at ”være” den anden.

Ved at øve fordybelse bliver man i stand til at lytte til det der ikke bliver sagt, men på en måde, så man ikke straks reagerer på det man tror den anden vil. Eller har forhastede meninger om hvem den anden er og hvorfor. Men i stedet lader det blive en vedvarende øvelse at opbygge et dybere funderet pædagogisk skøn, ud fra en lang række observationer og fordybelser i den pædagogiske hverdag. Man kan øve at ”gå med den anden i sig”.

Den etiske holdning er af meget stor vigtighed. Man må hele tiden spørge sig selv, om de tanker og følelser man oplever i en fordybelse, har rod i noget virkeligt og kan stå sig i forhold til en konkret hverdagspraksis. Har man gennem en række fordybelser et motiv eller en forståelse som bliver mere og mere moden i en og i medarbejdergruppen, vil man dog ofte mærke, at det er en dybere inspirationskilde i en der taler. En inspiration som man med øvelse også kan blive mere bevidst om. Og for eksempel i sin fordybelse føle man er i en dialog med, kan stille pædagogiske spørgsmål til osv.

Ligesom et kvalificeret pædagogisk skøn kræver erfaring, er også fordybelse et område der skal øves for at bære brugbar frugt. Derfor er det ofte en fordel at øve sig i fællesskab og derfra opbygge en individuel praksis. 

Men fordybelse øves også hver gang vi laver bevidste ophold i dagens rækkefølge af ubevidste handlinger som vi udfører. Når vi ikke bare går forbi et æbletræ i blomst, men bevidst sætter os for at se, hvordan blomsterne egentlig er skabt. Og når vi ikke bare automatisk gør de bevægelser vi plejer i en arbejdssituation eller når vi danser, synger, maler eller skaber kunsthåndværk. Men gør et ophold og med vores bevidsthed prøver at være bevidste om, hvad vi føler og oplever i dét nu, hvor aktiviteten pågår.

I en miljøterapeutisk ramme kan beboere og elever også støttes til en sådan bevidst fordybet ”væren i nuet”, ved at der gøres et kort ophold når en aktivitet afsluttes og før en ny begynder. Man kan der eventuelt også arbejde med måder at stemme sit sind om på, for eksempel ved at der i pausen siges et vers eller synges en sang, gøres bevægelser eller lignende. Verset eller sangen forstås måske ikke altid efter dens fulde indhold, men stemningen omkring den korte pause, eller enkelte ord i et vers eller en sang, kan få liv også hos mennesker med mere udtalt udviklingshandicap. Det kan blive en støtte og hjælp til ikke blot at have en forudsigelig og struktureret hverdag, men også til at besøge forskellige stemninger. Og stille og roligt over tid øve, hvordan forskellige følelser kan være i en og få opmærksomhed. Det kan igen danne baggrund for en fordybet selvbevidsthed og forståelse af ens egen rolle blandt andre osv., egenskaber som bl.a. danner baggrund for, hvordan man kan udvikle sig socialt og på andre områder.

 

Tilbage til Faglig tilgang og metoder