Marjatta arbejder med jeg-støtte og jeg-støttende samtale på flere måder. Denne støtte forstås som hjælp til den enkelte beboer i forhold til at afbalancere sine forskellige indre stemninger, som også kan kaldes ”sjælelige” stemninger.
De sjælelige stemninger kommer bl.a. til udtryk i måden vi møder omverdenen på. Som kognitive- / tankemæssige funktioner, som de følelsesmæssige stemninger vi bringer i samspil i mødet med omverdenen og som de mere viljesbetonede handlinger, altså det vi gør.
Vi har alle sådanne sjælestemninger og de tenderer til at svinge imellem det lidt åbne eller lidt lukkede. Nogle af os er fra naturens side mere ekstroverte, andre mere introverte.
Vores personlighedskerne udfolder sig gradvist i den naturlige udvikling fra barn til voksen. Den kraft hvormed vi er os selv og udvikler vores personlighedskerne – vores jeg-kraft – bliver et naturligt anker, som sjælestemningerne svinger omkring.
I forhold til et udviklingshandicappet menneske er disse sjælestemninger ofte mere ude af balance. Den enkelte kan ikke ved hjælp af egen jeg-kraft bringe dem i balance. Der kan f.eks. iagttages en særlig følsomhed overfor indtryk fra omverdenen og mangel på motivation for handlinger. Eller modsat: De indre impulser kan forøges og ende i hyperaktivitet.
Et menneske med udviklingshandicap har således ofte brug for en jeg-støttende omsorg fra omverdenen, når det ikke selv kan regulere sig mellem for åbent eller lukket, for løst eller fast, i de sjælelige udtryk. Og har udtalt behov for, at medarbejdere med indføling i mødet med den enkelte kan hjælpe til en øget afbalancering. Og dermed styrke den enkeltes individuelle udtryk og fremfor alt støtte det viljesbetonede til øget meningsfuldhed og værdighed.
Krav til medarbejdere:
Denne Jeg-støtte kræver stor iagttagelsesevne, indlevelsesevne og indføling af medarbejderne.
Vi må, i respekt for den anden, møde den enkelte ud fra interesse og indlevelse. Og i frihed give plads til den andens egne vilje og udfoldelse, samtidig med at vi agerer støttende og guidende.
Dette arbejde kræver en høj grad af selvopdragelse, for det er ikke min egen personlige dømmekraft, der skal lede min guidning af den anden, men derimod den andens væsen. Den, som har brug for min hjælp. Det skal derfor være en støtte, som tager udgangspunkt i den anden, hvor jeg, som ledsager, med respekt for den andens individualitet må skabe et rum mellem mig og den anden og komme ind i en intuitiv kommunikation og hele tiden være åben overfor den andens gensvar, også de nonverbale udtryk.
Jeg må sætte ord på mine iagttagelser og hele tiden være agerende i mit samspil med den anden. Det er ikke mig som medarbejder, der skal komme til udtryk eller til mere afbalancering, men min jeg-kraft og stabilitet skal hjælpe den anden.
Relationen til et menneske, som jeg skal støtte, vil altid være asymmetrisk. Det er mig som medarbejder, der har ansvaret, aldrig beboeren.
Rudolf Steiner betonede i 2. foredrag af Helsepædagogisk Kursus, som han holdt i 1924, ovenstående som fundamentet i alt relationsarbejde. Her arbejdede han ”den pædagogiske lov” frem som et arbejds- og selvopdragelsesredskab.
Også den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtaler i nedenstående citat hvor væsentligt det er, at jeg som medarbejder arbejder med mig selv og reflekterer over mine møder med elever og beboere, for kun jeg kan, i kraft af mig selv, forvandle mig:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej ”.
K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1956.
Jeg-støttende samtaler:
Samtale er meget betydningsfuld i forhold til at yde den Jeg-støtte et udviklingshandicappet menneske har brug for. At barnet eller beboeren kommer til udtryk, om det er med ord eller mimik eller på anden måde, giver os som hjælpere en oplevelse af at kunne forstå den vi står overfor og som vi skal hjælpe.
Det at kunne kommunikere og blive forstået skaber forståelse for, hvem jeg er. Hvad ønsker jeg? Hvad forestiller jeg mig? Kommunikation og evnen til at kunne kommunikere skaber fundamentet for, at kunne være delagtig i verden omkring mig.
Så hvordan støtter vi bedst den enkelte i at komme til udtryk?
Der er mange forskellige retninger der taler om jeg-støttende samtaler. I en Google søgning står der for eksempel:
” Jeg- Støttende samtaler, hvor en person med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd støttes i at sætte ord, kropssprog og stemning på sine følelser og reflektere over fordele, ulemper og konsekvenser ved personens muligheder og ønsker…”
Ovenstående er der bred enighed om og det bliver praktiseret mange steder. Men der hvor Marjatta adskiller sig er, at vi oplever, at det udviklingshandicappede menneske, lige som alle andre mennesker, består af legeme, sjæl og ånd. Og at vi derfor, ud over at hjælpe den enkelt til at komme til udtryk, oplever, at vi kan fremme og støtte den personlige agens, eller jeg-kernen, hos den enkelte.
Det som den enkelte rummer som et dybere aspekt i sig, men som hyppigt er dækket af personens adfærd og umiddelbare handlemuligheder på grund handicappet.
Dialog og udtryk:
Hvordan skaber vi dialogen med den enkelte og hjælper dette individuelle med at få udtryk?
Hver eneste beboer er unik og det er op til os, gennem iagttagelse, at leve os ind i og prøve os frem og finde veje til dialog, som skaber mulighed for at noget af det, som rummes i det indre hos den enkelte, kan hjælpes til udtryk. Vi skal opøve og holde det fortrolighedsrum, som hjælper den enkelte til at udtrykke ønsker, glæde, forventning, at foretage valg, at sætte ord på frustrationer osv., i stedet for at få afløb for dem ved at råbe, kaste med ting, slå e.l.
Nogle beboere holder af at have mere formelle møder, hvor der skrives aftaler m.m. i en mødebog eller mødeprotokol.
Andre kan klare små samtaler af 5 – 10 minutters varighed. Andre igen kan ikke tåle den direkte form, men har brug for en mere indirekte form, fx samtaler ved opvasken, gåturen, eller køreturen. Her er kontakten mere indirekte og ofte hen over en fælles aktivitet og frem for alt uden øjenkontakt. Øjenkontakten kan for nogle elever og beboere være forbundet med ubehag.
Andre igen har brug for visuel støtte, fx med billeder, som understøtter det talte. Det kan være stemningsbilleder af beboeren selv sammen med de andre i aktiviteterne i huset og hjemmet. Det kan være fotos af helt konkrete aktiviteter eller lokaliteter.
Nogle holder af at dialogen bliver ledsaget med små tegnede tændstikmænd, hvor de konkrete handlingsforløb vises.
Andre igen hjælper det at kigge i f.eks. blade og at de selv finder frem til stemninger i billederne, der udtrykker deres egen. Mens andre har brug for meget tydelige korte sekvenser, hvor jeg som medarbejder har valgt situationer ud. Har du det sådan eller mere sådan?
Uanset hvem beboeren er, eller hvilke behov den enkelte har, så er jeg-støttende samtaler meget vigtige. Derfor er det vigtigt at gribe de muligheder, der er i hverdagen og stille op til dem. Den enkelte vil opleve sig hørt, set og forstået. En masse frustrerede følelser vil kunne undgås, hvis der skabes dette rum og eleven eller beboeren lærer sig, at gøre brug af det.
Det kræver, at vi som medarbejdere er nærværende, opmærksomme, lyttende og modige, at vi tør stille op til den enkelte og skabe det nødvendige fortrolighedsrum.
Overordnet set er det vigtigt at hjælpe den enkelte med at få skrevet de røde tråde op og få hjælp til at gøre deres liv og biografi synlig med fotos m.v. Det hjælper os alle at vide, hvor vi kommer fra og kunne vise det til andre.
Der kan være brug for at tale om og arbejde med overgangssituationer, skift og store eller små livsændringer. F.eks. når noget bliver svært og uforudsigeligt eller uoverskueligt, i forbindelse med at flytte bosted eller at begynde på et værksted efter STU. Det kan også være de svære følelser i forbindelse med pubertet, kærester og seksualitet, der skal tales om.
Nogle gange må vi som samtalepartnere gætte og afprøve om det komplekse eller glædelige handler om det ene eller andet.
I bund og grund bør hele vores møde og dialog med den enkelte på den baggrund have dette ene udgangspunkt: At hjælpe og støtte den enkelte frem til det menneske, vedkommende er!
På Marjatta arbejdes der med kærestekurser, singlekurser og mande- og kvindegrupper. Ofte hjælper det at bringe flere sammen, så den enkelte oplever, at andre kan have det lige som en selv. I puberteten udveksles mangt og meget blandt såkaldte normale unge mennesker automatisk i forskellige sociale situationer. Men det udviklingshandicappede menneske er mere afhængig af at medarbejderne, lærerene m.fl. skaber disse møder for dem.
Vi har derfor f.eks. også biografikurser og sorgarbejde, alt sammen noget, som kan hjælpe og støtte den enkelte i en gruppe, til at kunne se sig selv, mærke sig selv og komme til udtryk.
Voksencenter Ristolahaven har i mange år arrangeret lyrikværksteder for beboerne, for at hjælpe dem til at komme til udtryk med de ord, der lever i hver enkelt.
Indtil nu er det blevet til udgivelse af to digtsamlinger. Det er fantastisk og rørende at høre, hvad der lever i de enkelte beboere, her i digtform fra en yngre kvinde i den seneste udgivelse der hedder ” Fra mit inderste”:
At Digte.
Jeg bliver glad.
Når jeg skriver digte
Jeg bliver lykkelig
Når jeg udtrykker mig
Som en blomst
Der springer ud.
En blomst som er magisk
Som kan helbrede
Også den jeg elsker
Hjertet bliver helbredt
Det giver lys
Det kan være koldt
Men det bliver forvandlet
Til varmt lys.
Tilbage til Faglig tilgang og metoder