Tegn Til Tale er på Marjatta et værdifuldt supplement til talesproget. Det bærende element i Tegn Til Tale er ønsket om at lette kommunikationen. Når sproget gøres både hørbart og synligt er kommunikation i fokus og samværet intensiveres. Tegn Til Tale bygger på bevidst anvendelse af kropssprog, naturlige tegn og tegn fra døves tegnsprog. Tegn Til Tale giver mulighed for at kommunikere med nære omgivelser og der ses ofte hurtig effekt og sproglige succeser. Når vi bruger Tegn Til Tale sættes altså fokus på kommunikationen, samværet intensiveres og børnene kan få hurtige sproglige succeser. En effekt af at bruge tegn er også, at man som medarbejder ikke bruger overflødige ord der forvirrer, men bliver mere konkret.
Tegn Til Tale gør det muligt for mange børn at komme til udtryk på trods af mangelfuld verbal sprogdannelse. Muligheden for at kommunikere har væsentlig betydning for trivsel og muligheden for at udvikle sociale såvel som praktiske kompetencer. Tegn Til Tale hjælper medarbejdere med at tegne de rammer, som børnene er afhængige af op. Vi er på den måde i stand til at vise børnene hvad der skal ske, samtidig med at vi fortæller det.
Metoden anvendes både som en del af totalkommunikationen samtidig med at børnenes generelle sprogudvikling stimuleres- også den verbale!
For gruppen af udviklingshæmmede, der kun har lidt eller vanskeligt forståeligt talesprog bliver Tegn Til Tale ofte det bærende meddelelsesmiddel- og kan opfattes som den enkeltes sprog.
På Marjatta har medarbejderne deres eget personlige tegn, ligesom at der er nogle særlige Marjatta tegn for f.eks. vores årstidsfester og navnene på de forskellige bo-grupper.
Billedkommunikation.
Billedkommunikation er et uvurderligt værktøj, der hjælper den enkelte med at orientere sig i hverdagen, ved at skabe et visuelt overblik. Piktogrammer understøtter det verbale og er en hjælp, der reducerer stress og giver børnene ro.
Det er vigtigt at støtte børnene i at være så selvhjulpne som muligt og det hjælper billeder og piktogrammer til med. Hvis barnet ved hvornår/hvordan/hvorhenne det skal til en given aktivitet, har det mulighed for at handle.
Den enkelte begynder dagen, med at gennemgå dagens program, via billeder og /eller piktogrammer sammen med en medarbejder på en tavle eller et skema. I løbet af dagen har flere behov for at pege og få gentaget eller bekræftet hvad der står på skemaet. Billeder bruges til at skabe sammenhæng mellem hjem, grupper, skole og værksteder, og støtte børnene i deres selvforståelse.
Billeder fungerer i dagligdagen også som socialt redskab og base for samtaler. Dem der har et svagt talesprog, har mulighed for at begynde en samtale og initiere social kontakt via et billede. Det kan være billeder i klasseværelser, på arbejdspladsen, på deres egne værelse m.m. eller fotos fra fritiden. På denne måde bidrager billederne til den enkeltes sociale historie og selvforståelse.