Herretur på Vidarslund

Den 27. og 28. Maj var Morten F fra Heimdal sammen med Buster, Nicolai og Kasper fra Breidablik på herretur. Sammen med 1 medarbejder fra henholdsvis Heimdal og Breidablik tog de på tur til et sommerhus på det sydlige Lolland. Det er 3. gang på 6-7 år, at vi afholder den tur. Udgangspunktet for turen er som sagt sommerhuset ved det syd lollandske dige, og konceptet er at vi tager en længere vandretur i skov og ved strand på omkring 10 kilometer, hvor vi har kaffe og kiks/kage med, til at holde energien ved lige. Så går vi og hyggesnakker – og nogle gange er det 2 og 2, og nogle gange falder 1 lidt tilbage og går lidt for sig selv – alt er ok, og ude i naturen bliver vi alle berørte. I år var vejret ustabilt, og på den sidste kilometer begyndte det at regne, og vi blev våde inden vi kom til sommerhuset. Humøret var stadig højt, og med ild i brændeovnen, var der stemning for nogle gode snakke – som de nu er mellem unge mænd i 30-40-årsalderen. Aftensmaden var nogle solide bøffer på grillen og alkoholfri øl til dem som havde lyst til det. Det var stadig ikke vejr til fodbold eller stigegolf i haven, så snakken fortsatte til ud på aftenen.

Dagen efter var der ”snasket” morgenmad inden nedpakningen – alt i et roligt tempo. Vi var forbi det nye udsigtspunkt ved den kommende Fehmern forbindelse, inden vi vendte næsen hjemad, hvor vi var forbi Burger King på vejen.

Det er som skrevet 3. gang vi afholder turen, og er en fin måde at styrke relationerne mellem husene, for såvel beboere som medarbejdere. De unge mænd efterspørger turen, og har endnu engang efterfølgende udtrykt glæde ved at have været afsted.

Som medarbejder oplever jeg at beboerne er glade for det afbræk i hverdagen som sådan en tur giver, og der kan være mulighed for at bryde nogle af de mønstre vi kan henfalde til i hverdagen. Hverdagen giver os ro og sikkerhed, og når vi så bryder den i trygge rammer, giver det mulighed for at vi kan mærke nogle nye følelser og impulser.

Kh Morten, Heimdal