Sofiegårdens A-hus

(Næstelsø)

I aktivitet- og samværstilbuddet på Sofiegården har vi følgende værksteder:

– Lysværkstedet

– Vævestuen

– Haveværkstedet

– Træværkstedet

– Køkkenet

– Kastanjehuset

Lysværkstedet:

I lysfremstillingen arbejdes der udelukkende med bivoks. Der laves hånddyppede og støbte lys. Fremstillingen af bivokslys indeholder mange delprocesser, og på en god dag vil man kunne opleve de dynamiske processer: En arbejdsproces afløser en anden, som igen bevirker at en tredje kan begynde osv. De fleste af lysværkstedets borgere kan bidrage på hver deres måde, og der er mulighed for variation i arbejdet. Det færdige lys repræsenterer således resultatet af en fælles arbejdsindsats og det er værdifuldt.

Vævestuen:

Her væves viskestykker og kludetæpper samt stof på bestilling. Til selve væveprocessen er der mange “bi-opgaver” såsom at ordne søller, strimle klude og vinde garn. Der strikkes også og samles puslespil.

Have- og træværkstedet:

Træ- og haveværkstedet samarbejder tæt i de forskellige arbejdsopgaver, men er delt op i forskellige lokaler. Både på træ- og haveværkstedet laver borgerne papir-”til og fra”-kort, af afklip og kommer blomsterfrø i, så det kan plantes ud. Samarbejdet består i at holde haven, lave plantekasser, male skilte til de forskellige bede, så borgerne nemt kan se hvad der er hvor, samt skilte til orientering om matriklen. Der bliver ordnet stier og fjernet sne på de kolde dage. Der bliver lavet vindfigurer af ispinde, som males og sættes på pind. Figurerne skæres til og derefter drejes de og lakeres.

På træværkstedet bliver der lavet forskellige ting som fuglekasser, fuglefoderhuse. Der bliver bl.a. savet og kløvet brænde, som bruges til vores brændeovn, når det er koldt ude.

Arbejde i haven gælder primært om at holde udendørsarealer, feje, slå græs og fjerne ukrudt. Derudover bliver der savet og flækket brænde til eget forbrug. Drivhuset og sansehaven bruges til konceptet ”Fra jord til bord”, så borgerne kan mærke årstiderne, se og føle hele processen i at så/plante og passe det gennem foråret og sommeren, for til sidst at kunne spise høsten.

Køkkenet:

Køkkenet varetager dagligt at lave kaffe, te og frokost vogne til værkstederne. Borgerne har her forskellige opgaver, som kan være optælling af service, klare al opvask der kommer frem og tilbage fra værkstederne. Køkkenet klarer også at vaske klude og arbejdstøj, samt på skift med de andre værksteder at opretholde rene toiletter med alt hvad det indebærer. Når der er fødselsdage eller andre højtider, laver køkkenet bl.a. boller eller knækbrød sammen med borgerne.

Kastanjehuset:

Kastanjehuset er en skærmet afdeling primært for borgere med demens, men også øvrige borgere med et særligt behov for ro, overskuelighed og genkendelige rammer.

Kastanjehuset er ikke et producerende værksted, men et socialt rum hvor vores mål ikke er at udvikle eller fastholde borgernes kompetencer, men derimod at give mulighed for at ældes og afvikle med værdighed. Dette gøres ved løbende tilpasning af dagligdagen og rammerne, efterhånden som behovene opstår.