Al pædagogik, og især pædagogik for mennesker med udviklingshandicap, bygger på gensidig anerkendelse og værdsættelse af hinanden som mennesker. På Marjatta er baggrunden for den helsepædagogiske tilgang Rudolf Steiners antroposofiske menneskebillede. En hel grundlæggende forståelse i dette menneskebillede, og et væsentligt udgangspunkt i hverdagspraksis er, at den indre kerne i personligheden altid er sund, også selvom evnen til udfoldelse er påvirket af et udviklingshandicap.
Naturligvis er diagnoser og diagnostiske afgrænsninger vigtige i forhold til en kompetent specialpædagogisk praksis. I den helsepædagogiske tilgang på Marjatta forudgås enhver diagnostisk afgrænsning dog af et mere omfattende og åbnende menneskemøde, gennemtrængt af en anerkendelse af det udviklingshandicappede menneske som et ligeværdigt individ.
Når man forstår sig selv og dem man arbejder for i det pædagogiske som ligeværdige, imødegås et værdimæssigt ”dem” og ”os”. Vi er alle mennesker og vi er alle på forskellige steder i en udviklingsvej. Med det sindelag kan man værdsætte ethvert menneske ærlige bestræbelser på at udvikle sig. Og det bliver ikke så afgørende om man øver sig i at spise med bestik eller snøre sine sko, eller om man som pædagog øver sig i at støtte andre mennesker i at trives. Det er i begge tilfælde områder, som for den enkelte kræver en indsats og giver læring.
Den gensidige værdsættelse af både elever, beboere og medarbejdere som mennesker i udvikling, bidrager også til styrkelse af gensidige relationer. Medarbejdere bliver ofte personer som man kan spejle sig i og som gennem relationer af høj kvalitet i perioder bliver en støtte for mennesker med udviklingshandicap. Jeg-støttende ledsagelse er således ikke kun de mere metodiske veje til at formulere og følge op på motiverede indsatser i den praktiske hverdag, men er også en tilgang til det menneske, hvis umiddelbare udgangspunkt er svagere.
I en helsepædagogisk forståelse, vil pædagogens rolle ofte være at virke som et støttende ”jeg” for elever eller beboere. Det kan være en vedvarende tilstand hos eleven eller beboeren, eller et behov der opstår under nogle udviklingsperioder, hvor der kan være udfordringer med at mærke sig selv tydeligt, eller kommer til udtryk som den man er. Hvis man let bliver grebet af ydre eller indre stemninger og følelser, kan det være vanskeligt at holde fast i en rød tråd, at følge en plan eller holde en aftale med sig selv eller andre. Man bliver lettere afledt og opdager måske slet ikke, at det var noget i en selv man ikke var bevidst om, som styrede ens handlinger eller gjorde man undlod at handle. Har man et menneske i sin hverdag som kender ens udfordringer i den retning godt, og hjælper en til at gøre det man egentlig gerne vil, kan man gradvist opøve evner til at kunne styre sin adfærd lidt mere selv.
Det får man også i høj grad lært igennem de sociale fællesskaber og arbejdsfællesskaber man indgår i. Når man skal øve at være sammen med andre, bliver man igen og igen opmærksom på, at alt hvad man selv umiddelbart har lyst til og gerne vil, kan have konsekvenser for de andre omkring en. Derfor er det i den helsepædagogiske tilgang grundlæggende vigtigt at man kan deltage i fællesskaber, fordi man også der arbejder på sig selv – men også fordi man får så meget mere igen fra andre, som kan støtte en gennem sin egen udvikling. Derfor yder man i pædagogikken stor hjælp til, at brugerne kan være med i fællesskaber. Selv om evnerne til at indgå i samvær med andre kan være små, arbejdes der bevidst med hvordan der så kan skabes kontaktflader med andre. Kontaktflader som måske i begyndelsen bare er at deltage observerende og helt i periferien, men som hos mange gradvist og med støtte kan udbygges til egentlig deltagelse i samvær, om end kun i kortere perioder eller lignende.
En vigtig del af den helsepædagogiske tilgang er en yderligere intensivering af det almindelige eller arbejdsmæssige samvær, nemlig kunstnerisk og kreativt samvær og samskabelsesprocesser. I det kunstneriske er man i en anden tilstand end normalt. Der gælder andre værdier i en periode og man kan træde ind i oplevelse
r, som ikke holder en fast i ens udviklingshandicap. Man kan synge i kor sammen og ens stemme bliver en del af hele den store klang som koret skaber. Eller man kan med udklædning og indøvede fagter pludselig udtrykke sig som en konge, en prinsesse eller klodshans. Der er et væsentligt udviklingspotentiale i at komme ud over sig selv i det kunstneriske arbejde.
Dertil kan det for pædagoger og andre medarbejdere være et ideal, at se hen mod den praktiske pædagogiske indsats i hverdagen ikke kun som et arbejde der skal gøres, men som en kunstnerisk hændelse. En pædagogisk kunst, hvor ”værket” er, at alle der deltager har en relevant plads og fremstår med tydelighed som den de er og med de evner de har. Sammen kan man gøre værket mere fuldkomment dag for dag. Især når man har blik for de små indfald og tiltag der fremmer glæde, humor, deltagelse, stolthed m.m.
Dette lykkes bedst, hvor der allerede er en grund af forudsigelighed, overskuelighed og tryghed, som kan danne basis for læring og trivsel. Hvis hverdagen er usikker og uoverskuelig er det svært at slappe af og give sig hen til det ”kunstneriske” og opleve flow og udvikling. Derfor er den helsepædagogiske tilgang optaget af alle de områder i livet, hvor der gennem livets hverdage kan skabes forudsigelighed gennem gentagelser og rytmiske forløb. Ikke for at fange mennesker ind i et skema, men i en erkendelse af, at udviklingsskridt og livskunst trives bedst, når afsættet sker på en sikker og tryg grund.
I den helsepædagogiske tilgang er det tydeligt, at udviklingsskridt tages for at fremme den enkeltes identitet og positivt selvbillede. De personlige udviklingsmuligheder trives oftest bedst, hvor den enkelte mærker sig selv og spejles af omgivelserne. Og hvor man forstår den anden som et vigtigt og fuldgyldigt individ, får dette også en indvirkning på et positivt selvbilleder og trangen til selv at virke ind i fællesskaberne.
I den helsepædagogiske tilgang vægtes en sundhedsfremmende livsførelse med sunde vaner, meget bevægelse og leg højt. Både fordi det skaber en grund hvorpå de ovenstående mange udviklingspotentialer kan trives og fremmes. Men også i en anerkendelse af, at dårlige sundhedsvalg ofte hos mennesker med udviklingshandicap netop ikke er valg, men vaner der udvikles og gradvist cementeres, hvis der ikke vises andre muligheder og øves andre vaner. De sunde valg forudsætter oftest vaner som er støttet og øvet over lange perioder. Når man har en vane at falde tilbage på, en rytme at følge osv., er mange valgsituationer nemmere. Man støttes af noget som man har prøvet før og har levet godt med. Sammen med de nævnte mange andre dele af den helsepædagogiske tilgang, jeg-støttende ledsagelse, samvær osv., kan det hjælpe mennesker med udviklingshandicap til at fastholde gode vaner og opleve glæde ved en sundhedsfremmende livsførelse.