Rudolf Steiner tillagde den nøjagtige pædagogiske iagttagelse en overordentlig stor betydning. I Helsepædagogisk Kursus henviser han gang på gang i sine foredrag, til det væsentlige og betydningsfulde i en præcis iagttagelsesproces når det drejer sig om at forstå og hjælpe børn med udviklingsforstyrrelser. I det 2. foredrag står der: ”At udvikle denne iagttagelsesevne kommer vi til, hvis vi som pædagoger udvikler en stadig større og større interesse for den menneskelige organisation… Ikke på nogen måde sensationelt, men med dyb inderlighed hengivenhed”
At iagttagelsesevnen er helt grundlæggende, skaber et fokus på, hvor vigtigt det er, at jeg som pædagog forholder mig til det jeg ser. Og ikke hvad jer tror eller synes, eller tidligere har set, i en lignende situation. At ”skabe mødet” med den enkelte elev eller beboer kræver nærvær og opmærksomhed fra medarbejderen. Da formår medarbejderen at indrette sit møde med den enkelte, i forhold til hvad der er brug for i øjeblikket.
Den fornemmeste opgave som pædagog er at kunne være agerende. Det vil sige, at jeg medskaber det rum og den handling i samspillet, som der er brug for lige nu, ud fra kendskabet til den enkelte og det jeg iagttager i mødet. Jeg skal som pædagog bære ansvar for samspillet. Rudolf Steiner taler også om dette ansvar, i 10. foredrag af Helsepædagogisk kursus, og kalder det ”mod”. Mod til at turde tale eller agere i mødet med den enkelte. At virke modigt i den forstand, altså at kunne bære ansvar for samspillet, kræver åndsnærvær.
Det som kan hindre ovenstående proces, er min egen forfængelighed, som ofte kommer til udtryk i mig, som en oplevelse af at ”jeg ved bedre”. Dette udgangspunkt – at jeg mener at vide bedre end den som jeg skal støtte, guide og hjælpe – skaber ikke det nødvendige ”rum” mellem mig og det menneske jeg har sat mig for at tage vare på. Og gør det vanskeligt for os som medarbejdergruppe at forstå hinanden og dem vi skal hjælpe og støtte sammen. Anerkendelsen af at den jeg skal hjælpe og støtte er et menneske med en individuel Jeg-kerne forsvinder og jeg beror mit arbejde på min egen bedrevidenhed.
Derfor bliver arbejdet i medarbejdergruppen, med udgangspunkt i iagttagelse og åbent at dele det vi har set, meget grundlæggende. For her skaber vi sammen selve fundamentet for det pædagogiske arbejde i forhold til den enkelte.
Det er ikke kun i Rudolf Steiners Helsepædagogisk Kursus dette bliver talt frem. Rigtig mange andre, fx psykologerne Bo Hejlskov Elvén eller Dorthe Birkemose, taler og skriver det frem i dag. Ansvaret for samspillet har vi altid som pædagoger og medarbejdere. Og er vi ikke opmærksomme og arbejder med os selv og hinanden, opstår der risiko for ”jeg ved bedre”-forståelse og gradvis forråelse i mødet med elever og beboere. At arbejde som pædagog kræver et stort og vedvarende arbejde med mig selv. Og kræver, at jeg hele tiden både selv, men også med kollegaer, reflektere over handlinger og frem for alt lytter til de mennesker jeg skal støtte og guide.