Overalt i naturen er der rytmer, som dyr og planter indretter sig efter. Mest tydelig nok jordens døgnrytme som giver alt levende en 24 timers rytme. Samtidig er jordens rytmisk skiftende hældning gennem et år f.eks. baggrunden for årstidernes vekslen.
Også i vores eget indre er der rytmiske svingninger, som er af afgørende betydning for hele vores liv. Fra de ultrahurtige svingninger i nervecellerne til de lange udviklingsrytmer i børnenes tandskifte og kønsmodning m.m. Vi forstår ved alle biologiske rytmer noget som veksler mellem aktivitet og passivitet, mellem anspændelse og afslapning.
I naturen har vi en form for ubevidst tryghed over, at den ene årstid følger efter den anden. At der efter vintermørke igen kommer forårslys og sommervarme.
I vores kultur husker vi også mere bevidst på årets rytmer, gennem de store helligdage og fester. Nogle er mere indrettet efter naturens rytmer, f.eks. vinter- og sommersolhverv som hhv. Jul og Skt. Hans, forårs- og efterårsjævndøgn som påske og skt. Michaelsdag. Og dertil også de kristne fester, som er kommet til ud over, men som er anderledes i andre kulturer.
Dertil kender vi alle fornemmelsen af, at vi kan glædes over, at ikke alle dage er ens gennem livet. Vi er underlagt en uge rytme, hvor mandag kalder på vores aktivitet, vi tager fat i arbejdet igen osv. Mens vi mod weekenden fornemmer vi skal indstille os på noget andet, festlighed, hvile m.m.
Men også den enkelte dag har samme elementer: Om morgenen skal vi i gang, vågne op og se frem mod dagens opgaver, være sammen med andre i skole eller job. Eftermiddagen er en anledning til at være sammen med andre på en anden måde, ordne praktiske ting ud over jobbet og skolen, være i naturen eller lignende. Men henimod aften skifter aktivitetsniveauet og vi indstiller os på en roligere periode som forudgår at vi skal sove.
Det er som et stort åndedræt, hvor vi ånder ind om morgen og ånder ud til aften. Ånder ind til at begynde ugen og ånder ud henimod weekend osv. Et åndedræt som giver liv og ofte også glæde og forventning.
For mennesker med udviklingshandicap kan det være vanskeligere at orientere sig i alle de ovenstående rytmer. Når evnen til at planlægge og forudtænke begivenheder er mindre udviklet (f.eks. ved nedsatte eksekutive funktioner), bliver man afhængig af, at noget støtter en udefra i miljøet omkring en, for at man bedre kan bevare et overblik og finde ro i, hvad dagen vil bringe.
Man kan pædagogisk støtte mennesker med de nævnte udfordringer, ved nøje at indrette dagens rytme i en vekslen mellem aktivitet og ro. Man kunne også sige mellem indånding og udånding. Og endda yderligere tydeliggøre hvor vi er på døgnet, ved at holde små, ydre markeringer, som samtidig tjener det formål at gøre os opmærksomme på andre mennesker omkring os, og dermed støtter os ind i noget socialt, f.eks. morgensamling og aftensamling. Men også alle de små ting vi kan lægge ind i dagen af rytmisk tilbagevendende elementer, fra tandbørstning over begyndelses- og slutningsvers i skolen, til klargøring af madpakken om aftenen osv.
På samme måde kan vi tydeliggøre ugens rytme, evt. med et visuelt overblik, via en fast hjemmedag m.m. og gøre ekstra ud af årstidernes vekslen, gennem årstidsbord, årstidsfester, udeliv m.m.
Og hos den enkelte person, kan vi støtte og træne det store ”åndedræt” igennem dagen, ved også at støtte alt der bringer åndedrættet i bevægelse helt fysisk: Sang, talekor, bevægelse og gåture. Alt som aktiverer kroppen og bringer os i kontakt med naturen, eller via kulturen (f.eks. de danske årstidssange, digte m.m.) retter vores opmærksomhed ud over os selv og ud i de levende rytmer omkring os. Og samtidig forsøger at minimere de ting i hverdagen, som alene er en vedvarende ”indånding”, f.eks. passivt i timevis at se på skærmmedier.
Alle aktiviteter kan vurderes i fht. hvilket ”åndedræt” de kan støtte personen til. At save brænde er en ydre bevægelse der minder om et åndedræt. Og man kan tydeligt mærke hvor forkert det virker, hvis man f.eks. kun må føre saven fremad i hver savebevægelse.
Helt anderledes levende føler man det, når man med sin pensel bevæger vandfarven frem og tilbage over papiret, eller man i eurytmi eller folkedans bevæger sig ind og ud i kredsen eller kæden til digte eller musik.
At indrette pædagogikken efter et rytmisk princip kan således blive en endog meget stor hjælp for det udviklingshandicappede menneske, som ikke så let gennem opvæksten selv finder ind i de ydre naturrytmer eller kulturrytmers støtte, og har nytte af at blive ledsaget til, at udvikle så meget selvbestemmelse og planlægningsevne som muligt i sit eget liv. Den metodiske fokusering på at leve efter små og store ydre rytmer kan hjælpe til dette, hvis den gennemføres tålmodigt år efter år fra tidlig alder og gennem opvæksten.